Aktiviter

Ugentlig:

En gang ugentlig er vi i legestue i hallen på Blåbjerg Friskole.
Vi hygger med andre pasningsordninger og deres børn. (Hallen har dog lukket i skolens ferie)

Tradition:

Februar:

Til fastelavn er vi udklædt og slår "katten af tønden", det foregår i hallen på Blåbjerg Friskole.

Maj:

Vi deltager ved den årlige pasningsordningsdag for private. Det er et arrangement for alle private i Varde Kommune. Vi arrangerer på skift denne dag, derfor kommer vi ud og ser forskellige steder, og får nye idéer og masser af oplevelser rundt i hele kommunen. Der er forskellige aktiviteter og udfordringer sådan en dag. Børnene møder andre børn, og vi kollegaer hygger, snakker, og lærer af hinanden. Det er meget hyggeligt for alle.

September:

Juhu! Årets PANDEKAGEDAG!
Alle børnene inviterer søskende, mor og far til pandekagedag. Vi har forinden denne store dag været i skoven for at finde grene og pinde til bålet. Der tændes op i bålstedet i skoven, alle voksne hjælper hinanden med at lave pandekager mens børnene leger. Når pandekagerne er bagte spiser vi. Der er også mælk, saftevand, kaffe og kage. Der bliver råhygget, og forældrene lærer hinanden at kende på en lidt anden måde. Det er en rigtig sjov dag.

November:

November er en måned vi ikke fortæller så meget om, men jeg kan afsløre vi klistrer, tegner og laver julegaver.... shhh hemmeligt.

December:

Hyggetid. Alle børnene får en chokoladejulekalender af "julemanden". Den skal åbnes hver dag, og det er helt vildt spændende. Midt i december er vi til julehygge sammen med børn og voksne fra børnehaven Blåbjerg Fribørnehave og andre pasningsordninger, både kommunale og private. Vi hører juleevangeliet, danser om juletræet, synger julesange og julehygger. Sluttelig spises fælles frokost sammen med alle fremmødte. Det er en dejlig juletradition.
Før juleferien holdes selvfølgelig en dejlig juleafslutning. Det er jo også en hyggedag hvor dørene åbnes for forældre og søskende og dermed er de inviteret til traditionel julehygge med frugt, mælk, saftevand, småkager, æbleskiver, gløgg, kage og kaffe/the. Derefter skal julegaverne selvfølgelig med hjem... shhh hemmeligt, må først åbnes juleaften. Glædelig Jul og godt Nytår! Ses i januar.

 

Fødselsdage:

Har børnene fødselsdag på en hverdag kan vi fejre den her hos mig, så bager jeg kagemand eller boller. I forældre er meget velkomne til at medbringe fødselsdagshyggen, så serverer jeg den her på rigtig fødselsdagsmanér. MEN en invitation hjem til fødselsdagsbarnet siger børnene og jeg aldrig nej til. Har I andre idéer snakker vi om det, hovedsagen er at børnene nyder dagen.

Andre aktiviteter:

Nogle dage tager vi ud på legepladser i området eller besøger kollegaer. Vi har fx. været i  Blåvand Zoo, Sea West Legeland, på skovtur i Blåbjerg Plantage, på biblioteket, tur til stranden, og Børnemusikfestival i Outrup.

Dette er bare et lille udpluk af hvad vi laver her hos mig.

Jeg lægger vægt på at vi (forældre og jeg) har et godt samarbejde. Jeg er altid åben for nye idéer og udfordringer. Kom endelig med dem.